Tager Temu-kampen op: Kan som "en af de ganske få" konkurrere på prisen
Kinesisk lavpriskonkurrence.
Sådan definerer genbrugskæden Børneloppen den voksende udfordringen i detailbranchen, som indtoget af først Wish og siden Shein og Temu har ført med sig i Danmark.
Det skriver Børneloppen i en pressemeddelelse.
Men trods den kinesiske konkurrence - og dertil en stigende nethandel - melder Børneloppen om et voksende salg samt store ambitioner for kædens fremtidige tilstedeværelse på andre markeder end det danske.
- Vores koncept er modstandsdygtigt over for nethandlen, fordi forretningerne er store, og priserne er små. Faktisk påvirker det os overhovedet ikke, og vi kan som en af de ganske få i Danmark konkurrere mod Temu på pris. Samtidig har vi også et bæredygtigt aspekt, som især førstegangsforældre i dag går op i, udtaler Johanna Kiel, der er indehaver af Børneloppen.
Børneloppen
- Børneloppen tilbyder stande til private, der kan sælge baby- og børnetøj og -udstyr til andre forbrugere.
- Selskabet blev stiftet i 2016 og åbnede sin første forretning i Valby samme år.
- I skrivende stund tæller kæden 15 danske butikker samt én på Island og to i Belgien.
- Børneloppen stod i 2023 for salg af over fem mio. brugte varer i sine butikker.
- Det løb op i et samlet salg på 200 mio. kr., hvoraf Børneloppen-selskabet havde en bruttofortjeneste på 5,4 mio. kr.
- I 2023 tjente Børneloppen rekordhøje 3,4 mio. kr. efter skat.
Kilder: CVR og Børneloppen
Udlandsdrømme
I skrivende stund tæller Børneloppen 18 butikker fordelt på 15 i Danmark, to i Belgien og én på Island.
I starten af 2025 kommer også Sverige til, når man regner med at åbne en butik i Malmø.
- Sverige er vores næste store satsning, og vi kan se, at svenskerne er langt fremme i forhold til grøn omstilling og genbrug. Masser af svenske forældre vil gerne både købe og sælge på loppemarkederne også til deres børn. Med de rette franchisetagere i de rette byer har vi supergode forudsætninger for at blive en succes i Sverige, udtaler Johanna Kiel.
Børneloppen solgte sidste år varer for 200 mio. kr. for sine standejere, og i løbet af 2024s første ni måneder har salget rundet 157 mio. kr.
Dermed er man på vej til at slå rekord på netop det parameter, og det er der ifølge Johanna Kiel en ganske bestemt årsag til.
- Det er dyrt at blive førstegangsforældre, så det er nærliggende at se på mulighederne for at spare penge her. Der er rigtig mange, der opdager Børneloppen, når de bliver forældre første gang. Vi ser ganske ofte, at de kunder, vi havde for måske to eller fem år siden som shoppere, senere kommer tilbage og bliver sælgere. Det bliver et kredsløb på den måde, påpeger hun.
Regnskabsår | 2023 | 2022 | 2021 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | - | - | - |
Bruttofortjeneste | 5,4 | 6,7 | 5,4 |
Resultat af primær drift | 4,2 | 0,1 | -0,1 |
Resultat før skat | 4,3 | 0,2 | -1,0 |
Årets resultat | 3,4 | 0,2 | -0,8 |
Balancestatus | 8,2 | 5,2 | 5,6 |
Egenkapital | 4,9 | 1,5 | 1,3 |
Antal ansatte | 12 | 14 | 13 |
Kilde: CVR |